Atomopbygning af Jorn W Hansen

Velkommen til min homepage for udvikling af den klassiske hovedfysik

Atomets opbygning

Dette afsnit er en fortsættelse af snittet massedannelse.

I dette afsnit samles universets atom opbygning i et fysisk og matematisk system

En kort gennemgang af atomets historie.

Rutherford opdagede i ca. 1910 at atomet havde en kerne ved at beskyde et folie af guld med alfapartikler.

Rutherford, Matenson og Giker har lavet en række forsøg for at bestemme atomkernens størrelse.
Jeg har lavet nogle beregninger ved brug af anerkendt klassisk fysik, for at bestemme atomkernens størrelse.

Til beregningen har jeg bruge Albert Einsteins formel E = m * c² som skaber sammenhænget mellem kernemasse og kernemassens energi og er formlen m = V * c² hvor V er universets rumfang (se afsnitet universet og omregnings formler).

Afvigelsen mellem di to resultater er ikke større end at den kan betragtes som ok
Jeg har derfor ikke nogen indvendinger mod Rutherford, Matenson og Gikers resultater for Atomkernens størrelse.

Efter at Rutherford havde fundet atomets kerne, skulle det integreres i det på den tid kendte atom.

Der har været nogle forskellige forslag og man blev enige om at bruge Rutherfords forslag, som også har fået betegnelsen planetmodellen, som i korthed er at solen svarer til atomets kerne og elektronerne kredser i nogle baner rundt om kernen lige som planeterne.

Problemet er, at det er over 100 år siden og der er ikke nogen der til dato har observeret eller registreret nogen elektroner i kredsløb om atomet kerne.
Argumentet er at elektronen er meget lille og bevæger sig med så stor en hastighed at den ikke kan observeres eller registres, altså usynlig.
Set ud fra den håndgribelige fysiske og matematiske bevis stilling, er dette her under normale forhold ikke acceptabelt.

De har også tilført atomet et ladnings-system, hvor protonen har en positiv ladning og elektronen en negativ ladning og begge ladninger har samme værdi med modsat fortegn.
Et af problemerne er at protonens masse er ca. 2000 gange større end elektronens masse, men har den samme ladning med modsat fortegn.
Ifølge Albert Einsteins formel for forholdet mellem kernemasse og energi E = m * c² er masse og energi ikke forenelige med dette ladnings begreb.
Set ud fra den håndgribelige fysiske og matematiske bevis stilling, er dette her under normale forhold ikke acceptabelt fordi universet er et selvudviklende og selvjusterende system og der kan ikke være to systemer der ikke passer sammen og at det er Albert Einstein system der er bedst underbygget.

Det er min vurdering at dem der beskæfter sig med atomfysik godt er klar over problemet som også har konsekvenser for strålings området, fordi al stråling kommer fra atomkerner. Mange har forsøgt på alle mulige måder igennem de sidste 100 år at finde en brugbar løsning på problemet dog uden resultat. Det er derfor at det gamle system ikke er blevet ændret.

Det system som jeg bruger
Jeg har lige som mange andre lavet nogle forsøg med atomkerner, dog lidt anderledes, idet jeg har forladt ladnings systemet og valgt at alle neklioner i kernen har samme standard værdi.
Resultatet gav ikke noget klart svar,men en ledetråd mod en bindings struktur som også kan ses i alfapartiklers bindingstruktur og reaktionen i ustabile isotober.

Når jeg kikker på atomkernernes nukleoner; kan det ses at neukleonerne har flere indbyggede egenskaber som er forbundet til den enkelte neukleon.

Jeg har for 30 år siden indset at gætterri om dette her ikke vil føre til noget resultat.
For at løse problemet er det nødvendigt at tage fat i roden til problemet og det er derfor nødvendigt at finde ud af hvordan universet har skabt sin masse og energi og hvordan de vekselvirker med hianden.

Jeg har lavet et første udkast af atomets kerne ved brug af mikro fysik

Atomets kerne indeholder en del funktioner der er en integreret del i den måde atomet virker på (masse tilstrækning, stråling og atomets stabilisering system med flere)

Universet er et selvudviklende og selvjusterende system.
Al masse vi har kendskab til i universet kommer fra atomer og er derfor tæt knyttet til universets hovedfunktions system.

Universet kan, (ikke overraskende) kun skabe en aktiv partikel som jeg kalder en basis partikel og er byggestenen i alt.

Der findes to partikler som er stabile i hvile, en proton og en elektron som er stabiliserings punkter af basis partiklen, også kendt fra accelerator fysik.

Den partikel vi skal bruge er protonen, den ser således ud

En basis partikel er stabil ved lysets hastighed, som er (gammastråling) universets reference punkt.

Når basis kernerne bindes sammen i et netværk, flyttes reference-punktet til center punktet c²
Hvis basis kernen mister kontakten til netværket vil den blive til gammastråling.

Basis partiklen er en vigtig del i den måde atomet fungerer på, fordi den sørger for at stabilisere ustabile atomkerner så de igen er stabile.

Det er også basis kernernes bindings system der skaber atomets massetiltrækning.

Universets hovedsystem peger på at der ikke er andre systemer der kan skabe massetiltrækning.
Universets hovedsystem peger også på at stråling kommer fra atomets basis kerner og der findes ikke andre former for stråling. Dette her skal vi ikke yderligere ind på her.

Protonen kan ikke skabes syntetisk, fordi dens bindings-struktur er skabt i forbindelse med Big Bangs udviklings system.

Bemærk: at universets hovedsystem peger på at massetiltrækning og stråling er en integreret del af protonens opbygning og passer med det vi observere i forbindelse med protoner og atomkernens struktur.

Jeg viser her hvorfor massetiltrækning vokser mod center:

I partiklens periferi er skæringspunktet. Mod centrum stiger massetiltrækningen og falder i modsat retning.

Når universets hovedsystem fungerer på den måde, er det fordi antallet af punktvektorer i en kugle vokser i et låst afgrænset rumfang hvis rumfanget reduceres (energiens bevarelse), i dette tilfælde center reduktion.

Det er en grundlæggende kompilatorisk del i universets hovedfunktion som findes i alle solsystemer, galakser og sorte huller som også er max. stabiliseringspunkt. Vi har derfor også den i alle former for kernefysik.

En atomkerne er stabil når alle nukleoner i atomets kerne; center-vektorpunkt peger på c² .

Masse tiltrækningen gør at der sker en lille forskydning i center punktet c² og atom kernen bliver derfor ustabil.

Atomets basis kerner justerer og genopretter center punktet c² ved at omfordele basis kernerne i atomets kerne. Dette vil altid medføre at antallet af basis kerner vil blive mindre og frigøres fra kernen i form af gammastråling.

Atomets nukleoner vil tabe masse i forbindelse med justeringen.
Protonen er stadig et justerings punkt og kan ses i forbindelse med neutron henfald.

En atomkerne er et isoleret system. Hvis centerpunktet påvirkes er det alle nukleoner i atomkernen der påvirkes og skal justeres for at kernen igen er stabil.

Hvis en basis kerne taber forbindelsen til atom kernens bindings netværk vil den blive til gammastråling, derfor skal nukleonerne røre ved hinanden for at skabe en bro så basis kernerne kan flyde frit i hele kernen og foretage den nødvendige stabilisering.

Hele forløbet ser således ud:
Hvis der skydes en partikel; en anden atom kerne ind i kernen bliver den altid ustabil.

Atom kernens basis kerner vil begynde en stabiliserings proces.

Den almindelige proces er at kernen kun behøver at justere kernen med basis kerner.
Processen kan forløbe i flere omgange, hvis første forsøg kun giver en begrænset stabilitet, Vi får her en række af ustabile mellem kerner.

Kernen har en række af stabiliserings led A, B, C, D, E bindings led, hvor A leddet er det stærkeste led, max. 4 nukleoner og er lig en alfapartikel.

Når en stabiliserings proces frigør en alfapartikel fra kernen er det en fissions proces.
I den tunge ende af atomkerner har vi også D og E led som er de svageste led og her ser vi mange fissions processer, i sær alfapartikler.

Nukleon massen falder indtil Fe 56 herefter stiger den. Denne proces har jeg på nuværende tidspunkt ikke et helt klar overblik over hvad årsagen er, men det har noget at gøre med et skæringspunkt eller et stabiliserings punkt i proces forløbet.

Hvis vi kigger på atomets kerne egenskaber, massetiltrækning, stråling, kernens ustabilitet og stabilitets funktion, bindingsstruktur, fusion, fision, atomets sammenkædning med molekylær systemet med mere, så passer det med det som universets hovedsystem peger på

Hav en god dag.

Sidst opdateret : 01 August 2023
Email : info@jwhdk.eu